                   
|
" Ud i det blå" / foto link
Link til :
-
Sindsygehospitalet i Nykøbing
Der er hyggeligt i den lille købstad Nykøbing Sjælland. Mod syd glider byen over i en lystskov og en vej med en dejlig udsigt over Isefjorden. Her ligger Annebergparken, som også kaldes Den Gule By på grund af de karakteristiske gulmalede bygninger i stilen Bedre Byggeskik.
Bygningerne husede oprindelig Statens Sindssygehospital, der havde plads til 1.200 patienter.
Ved siden af kapellet ligger en lille kirkegård omgivet af et stendige. De cirka 330 grave er placeret rundt om en bronzealderhøj, og gravstederne er markeret med helt ens cementsten. De fleste gravpladser dækker over døde, psykiatriske patienter, men nogle få ansatte og deres familier er også begravet her.
Men det kulturhistoriske klenodie i den grønne skov rummer også en makaber og næsten ubærlig historie. En stor del af de afdøde på kirkegården er nemlig begravet uden deres hjerner, som blev fjernet i al hemmelighed i et baglokale i kapellet.
For det idylliske kapel består i virkeligheden af to fuldstændig forskellige rum. I det forreste, store rum, med de høje, kirkeagtige vinduer, foregik de religiøse handlinger. Det bageste rum kaldtes officielt for sektionsrummet, men havde også navnet ‘slagteriet’. Og ikke uden grund. Endnu i dag vidner de hvide fliser på væggene og afløbet i gulvet om, at det var en operationsstue.
Efter de afdødes hjerner var blevet fjernet, stoppede hospitalets ansatte aviser ind i deres kranium. I nogle tilfælde fik de også fjernet andre organer. Herefter blev de afdøde lagt i en kiste i kapellets forreste rum, og efter begravelsesceremonien blev de hjerneløse lig lagt i jorden på kirkegården eller begravet på deres hjemegn.
Men ingen uden for en lille kreds af ansatte anede, at de afdøde havde dagens nyheder i hovedet.
Dette var de oplysninger som vi fandt frem til og en søndag i juni 2009 blev vi enige om at tage derop.Solen skinnede, så vi kunne jo lige så godt benytte os af det dejlige vejr, så vi pakkede kameraer, og digitaloptager og så var vi på vej.
Det skal lige nævnes at det var første gang for os begge to at vi så stedet..
Vi fandt frem til kapellet som lå meget smukt omgivet af mange høje træer. Vi havde hørt hjemmefra at der åbent hver søndag om sommeren, men der så godt nok meget lukket ud ved det lille kapel. Vinduer og døre var fyldt med edderkoppespin, og efter det at dømme var det længe siden at man havde brugt stedet.
Vinduerne sad tilpas højt oppe, så man kunne ikke rigtigt kigge ind, så vores interesse samlede sig derefter mod den lille kirkegård..Der var en lille låge som man skulle ind af, og så kunne man ellers se alle gravstenene som var lagt i en rundkreds. Og i midten af kirkegården var en gammel gravhøj.
Vi gik en runde mellem gravstenene og prøvede at fornemme stemningen på stedet og den virkede egentlig ganske fredfyldt. Mange, faktisk de fleste af stenene var dækket af mos, så det var faktisk svært at se navnene på dem som var begravet på stedet,kun ganske få kunne man læse hele navnet og datoer
Mens vi gik rundt der fik jeg en fornemmelse af at ikke alle sten lå hvor de skulle, jeg nævnte det for Peter, men gik ikke dybere ind i det. Først senere da vi kom frem til museet og fik lidt matriale udleveret, gav det mening, for i dag findes der 337 gravsteder, men i alt er der begravet ca. 700 døde, så følelsen af at der manglede nogle, og at de ikke lå som de skulle, var altså rigtig nok.
Jeg var en tur oppe på gravhøjen og havde tændt for min digitaloptager i håb om at der var nogle der havde lyst til at kommunikere, men det eneste der kom med var fuglekvidder. Men inde i mit hoved lød det:,” her var vi gemt og her blev vi glemt” og at : ”døden havde været en stor befrielse”.
Mens jeg stod på toppen af gravhøjen følte jeg at jeg svejede fra side til side, uden at ville det.Da vi var færdige på kirkegården satte vi kursen mod museet.
Foran os lå en bygning som jeg antog tidligere havde været en slags administrations bygning eller måske bolig for de ansatte, så jeg blev lidt overrasket da jeg nærmede mig bygningen, for puha ,hvor jeg fik det dårligt.
Alle mulige følelser dukkede op, jeg følte mig bange, fustreret, vred, ked af det, og det plejer jo at være tegn på at jeg skal skrive noget ned, og der stod jeg uden kuglepen og papir.
I bilen fandt jeg kuglepen og en serviet som jo så måtte udgøre papiret. Jeg noterede disse følelser ned, som gik ganske stærkt ind på mig. Jeg havde lyst til at græde, men var jo godt klar over at det i så fald ikke var mine tårer.
I det samme kom en bil og parkerede, så jeg lagde papir og blyant væk. Det var Kustoden, som ankom, og her stod vi kun to personer, så vi var jo lidt spændte på om vi ville få adgang, men manden var flink og bød os velkommen..
Kustoden viste os rundt og fortalte, og så gav det mening alligevel, for der hvor museet nu befandt sig, havde bygningen før hen været brugt til de mest syge patienter, så de følelser der poppede op, var altså virkelige nok.
Museet rummer store fotosamlinger fra fortiden, og der er gjort meget ud af at give et billede af hvordan det var at være patient der.
Det er bestemt et sted der er værd at besøge og der er åbent hver søndag fra maj til aug fra 14 -16.
Link til :
-
Kronborg
En solrig efterårs dag i 2009 kørte vi mod Helsingør ,vores mål var Kronborg slot og i særdeleshed kasematterne under det gamle slot.
Straks man begiver sig ned af den smalle gang der fører ned til det rum hvor Holger sidder mødes man af fugten, kulden.
Dernede i de mørke/kolde/fugtige kasematter sidder Holger Danske.
Han sidder med sit svær og armene over kors altid parat til at møde fjenden.
Myten om Holger Danske er ,at når riget trues af en ydre fjende, så vil Holger Danske rejse sig og stenfiguren vil blive til kød og blod for straks at gå i forsvar for fædrelandet.
Alle sanser er straks helt oppe at kører i det røde felt og det føles som om at hver eneste sten har en historie de gerne vil for at fortælle man kan simpelthen ikke lade være med at gå og føle på de gamle mure.
Vi begav os dybere ned, der allerdybest nede under dette fantastiske bygningsværk var der næsten helt mørkt, det eneste lys der fandtes var enkelte olielamper der lyste med svage flakkende flammer , dette bidrog voldsomt til den stemning af datidens virkelighed som uundgåelig ramte os , man forventede at der om næste hjørne stod en vagt i rustning og passede på at ingen uvedkommende slap ind.
Vi begav os dybere ned, der allerdybest nede under dette fantastiske bygningsværk var der næsten helt mørkt, det eneste lys der fandtes var enkelte olielamper der lyste med svage flakkende flammer , dette bidrog voldsomt til den stemning af datidens virkelighed som uundgåelig ramte os , man forventede at der om næste hjørne stod en vagt i rustning og passede på at ingen uvedkommende slap ind.
Link til :
-
Mindelunden Ryvangen
Mindelunden er et smukt og værdigt minde over alle dem, der gav deres Liv i kampen for Danmarks frihed, noget som vi aldrig må glemme, for Frihed kommer ikke af sig selv.
De unge døde skal til stadighed fortælle os, at demokrati og frihed har vi ikke fået til evig eje.
Demokrati og frihed må til stadighed forsvares, og lad os ikke være blinde for at der rundt omkring i verden findes en ny ”Hitler”, som bare venter på sin chance, og hvor magt og intolerance bare venter på at få overtaget.
Mindelundens fællesmonument er udformet i granit, og gravene af kantet sten, men alle danskere bør være med til at stenene taler, og det gør vi bedst ved at besøge stedet, for dermed siger man : ” I er ikke glemt!!”.
Link til :
-
Spøttrup Borg
Spøttrup Borg i Salling er Danmarks bedst bevarede middelalderborg.
Ingen andre steder i Danmark emmer det af middelalder som her.
Museet har talrige aktiviteter, såsom levendegørelser, udstillinger og markeder.
De mange aktiviteter bidrager til at gøre Spøttrup Borg til et spændende sted at besøge.
Velkommen i middelalderen!!
Link til :
-
Daugbjerg Kalkmine
Daugbjerg Kalkgrupper er en rigtig spændende turistattraktion, som ligger syd for Skive.
Danmarks ældste kalkmine, med omkring 1 km. gange rummer ikke bare en spændende oplevelse i form af at det er Danmarks ældste kalkmine, som stammer fra omkring år 1000.
Historien om Jens Langkniv, som var en form for Jysk Robin Hood holdt ifølge sagnet til i Daugbjerg
Kalkgrupper omkring 1600 tallet. Han var bevæbnet med en kniv, der var gjort fast
i en lang line, så kan kunne kaste den, og hurtigt få den til sig igen.
I Daugbjerg Kalkgrupper er det muligt for børn og eventyrlystige voksne at begive sig ud på den spændende og uhyggelige skattejagt i grotten hvor Jens Langkniv angiveligt skulle have befundet sig flere gange.
Der skulle vist også være noget
med at præstens kone sidder i Daugbjerg Kalkgrupper og venter på Jens.
Link til :
-
Sandskulpturer 2011
Romerriget og dets herskere.
Der var i år indbudt 28 af verdens bedste sandskulptører til at deltage i sandskulpturfestival 2011.
Årets tema gav kunstnerne en fantastisk mulighed for at udnytte kunstartens enorme potentiale. Kunstværkerne bød på oplevelser, man aldrig før har set i Danmark.
Sidste år blev sandskulpturfestivalen besøgt af næsten 100.000 gæster, som alle fik en anderledes og unik oplevelse.
Årets tema, som var "Romerriget og dets herskere", blev fortalt igennem en række enkeltskulpturer i 4 meters højde og 2 gigantiske skulpturvægge i 7 meters højde.
Festivalen bliver afholdt en gang om året, med nyt tema, absolut et besøg værd.
Link til :
-
Trancemaling med Florencio.
Florencio er en mediumistisk maler.
Afdøde malere kanaliseres igennem ham og på en aften, kan han maler 12-20 malerier af de forskellige kunstnere, der kommer igennem.
En stor oplevelse at se Florencio male disse malerier stort set uden brug af pensel,kun ved brug af fingerne.
|
|
 |
